Sanne Salomonsen har gennem årtier været en institution i dansk rock og dannet grobund for en generation af håbefulde sangere rundt om i landet. Til april spiller hun hele sit store gennembrudsalbum ¨Sanne¨ fra start til slut ved syv eksklusive koncerter. Da turnéen blev annonceret gik det så stærkt med billetsalget i København, at der kort tid efter kunne meldes UDSOLGT på Gamle Scene på det Kongelige Teater i København. ¨Sanne¨- albummet er fra 1989 og kan derfor fejre 35 års jubilæu i 2024. Publikum kan glæde sig til et gensyn med store hits som ”Kærligheden Kalder”, ”Hvis du forstod”, ”Jeg’ i live”, ”Sæt Fri”, ”Ingen kan forhindre” og ”Tænk på mig”. Musikken på albummet er skrevet af Rugsted & Kreutzfeldt der også producerede, og teksterne af Thomas Helmig, Anne Linnet og Mats Ronander. Det ikoniske album gik som den første danske plade nogensinde nummer ét i Sverige, og solgte mere end en halv million eksemplarer i Skandinavien. Albummet blev årets mest solgte danske rockalbum, og udkom året efter i en engelsk version med titlen ”Love Is Gonna Call”. Udover ”Sanne” repertoiret vil koncerterne blive krydret med en række Greatest Hits, og akkompagneres af The Antonelli Orchestra ledet af Sannes gamle ven, Trommeslager og kapelmester Claes Antonsen. Orkesteret er kendt fra b.la. Vild Med Dans og Toppen Af Poppen. Sanne udtaler: ”Jeg glæder mig helt vildt til at spille mit største album igen fra start til slut og i den samme ånd det blev indspillet, sammen med min ven Claes Antonsen og hans skønne band, The Antonelli Orchestra. Jeg er sikker på at det bliver specielt.”❤️